Nem, hurtig og lækker opskrift på hindbærsnitter! Der er mere avancerede opskrifter, som smager mere som bageren laver hindbærsnitter og er mere bløde i snitten. Men jeg synes den her er dejlig nem at arbejde med, og giver stadig superlækre og sprøde søde hindbærsnitter! Den kan ikke gå galt og børn kan også være med her :)
Dejen til hindbærsnitter:
275 g hvedemel
125 g smør
125 g sukker
1 tsk vaniljesukker
1/2 tsk stødt ingefær
1 æg
1 spsk sirup
Revet skal af en økologisk appelsin eller citron
Glasur:
Et halvt glas hindbærmarmelade til halvdelen af snitterne
Flormelis
Saften fra appelsinen
Varmt vand
Fremgangsmåde:
1. Hæl først de tørre ingredienser i en skål og rør dem godt sammen.
2. Tilsæt derefter smør og æg, og ælt det til en sammenhængende dej.
3. Dejen er nemmere at arbejde med, hvis du stiller den på køl i mindst 2 timer, men det er ikke nødvendigt. Jeg gjorde det ikke, og gik derfor på kompromis med udseendet :)
4. Del dejen i to, og rul først den ene halvdel tyndt (ca. 1/2 cm) ud på en bordplade med lidt mel. Brug små hjerteforme, glas til at udstikke cirkler eller en kniv til at skære firkantede hindbærsnitter.
5. Bag dem i ovnen ca. 10 minutter ved 200 g almindelig ovn - eller indtil de er gyldne på toppen. Hold øje med dem.
6. Når de er færdigbagte, skal de køle helt af før du samler dem. Start med at pynte halvdelen af snitterne med glasur og evt. krymmel. Rør flormelis, saften fra appelsinen sammen og tilsæt varmt vand til glasuren er til at arbejde med, men ikke for flydende. Når glasuren har sat sig, kom da et tyndt lag hindbærmarmelade på den anden halvdel af snitterne og saml hindbærsnitterne, ved at lægge dem med glasur ovenpå dem med marmelade.
Nyd dem sammen med familien, kæresten eller venner :) Gerne med vindruer, æblebåde og iste eller iskaffe til. Det gør det nemmere at undgå at overspise hindbærsnitterne og så er det kun hyggeligere, når du gør et dejligt måltid ud af det.